Ny ung konservativ vil i Solrød byråd
Når vælgerne i Solrød Kommune til november skal sammensætte byrådet for de kommende fire år, bliver det med en ny ung kandidat på den konservative opstillingsliste.
Oliver Lerbech Petersen er 19 år, bor i Solrød landsby med sin familie, studerer til daglig på Niels Brock – og nu vil han også i byrådet:
“Jeg har været aktiv i Konservativ Ungdom i et års tid, og nu vil jeg også prøve kræfter med lokalpolitik, som interesserer mig meget,” fortæller Oliver og løfter samtidig sløret for et par mærkesager:
“Jeg vil selvfølgelig henvende mig til mange af de unge vælgere, som også skal have en stemme i byrådet, og jeg vil blandt andet arbejde for, at det bliver mere attraktivt for unge at blive boende i Solrød Kommune, mens de fx studerer i København. Og så ligger kultur- og fritidsområdet mig meget på sinde. Vi skal sikre de bedst mulige rammer for børn og unges muligheder for at dyrke sport og andre fritidsaktiviteter, fordi det både er sundt for krop og netværk og sociale kompetencer.”
Oliver Lerbech Petersen har fået en flot placering som nummer tre på den konservative kandidatliste, og det giver ham gode chancer, vurderer han:
“Vi gik frem fra et til to mandater ved seneste kommunalvalg, så målet denne gang må selvfølgelig være at gå frem igen – og så kan jeg måske være heldig og dygtig at blive valgt. Jeg skal i hvert fald nok give den gas,” afslutter Oliver.