Solrød: De lokale konservatives julehilsen

Snart er julen over os med al sin lækre mad, gode stemning, dejlige traditioner og glade familiemedlemmer. Det må være årets højdepunkt for et rendyrket familieparti som Det Konservative Folkeparti, hvor familie, værdier, traditioner og fælles historie om noget binder os sammen.

Derfor vil vi selvfølgelig ønske alle her fra området en glædelig jul. Vi håber, I alle får nogle hyggelige stunder i godt selskab.

Lavere boligskatter på vej
Men vi kan også benytte lejligheden til at kigge tilbage på det forgangne år. Her i Solrød har det været et godt politisk år med sund økonomi og et fælles ansvar, hvor vi bidrog til næste års budget med konservative stemmer. Vores fokus var især på folkeskoleområdet, og så lykkedes det os samtidig at lette den alt for høje grundskyld en smule til glæde for de mange boligejere, der til næste år kan se frem til en smule mere til dem selv og familien.

Også landspolitisk har det været et stort år for Det Konservative Folkeparti. Vores parti er gået i regering og sidder nu sammen med Venstre og Liberal Alliance med ansvaret for landets fremtid. Et stort ansvar, men som vi gerne påtager os.

Nyt konservativt ministerhold
Vores nye konservative ministerhold er også kommet godt fra start. Søren Pape har som justitsminister sat hårdt ind mod rockere og andre bander. Erhvervsminister Brian Mikkelsen vil gøre livet lettere for vores danske virksomheder. Og børne- og socialminister Mai Mercado har blandt andet taget vigtige initiativer for at styrke det sociale område.

Alt i alt noget, som vi er stolte af og bakker op om, og som vi glæder os til at følge i 2017 også.

Men først og fremmest skal der lyde et ønske om en glædelig jul til alle her i området!

Hans Odder
Byrådsmedlem
Konservative i Solrød​