Konservative indstiller Morten Scheelsbeck som borgmesterkandidat
Den lokale konservative bestyrelse i Solrød Kommune har valgt deres bud på en ny spidskandidat og dermed borgmester, når vælgerne skal til stemmeurnerne til næste års kommunalvalg. Valget er faldet på 41-årige Morten Scheelsbeck, der også i dag sidder i byrådet og desuden er formand for byrådets kultur- og naturudvalg.
”I vores bestyrelse er der enighed om, at vi skal stille med Morten som spidskandidat og dermed vores bud på en kommende borgmester, og det ville Morten heldigvis gerne, og det er jeg meget glad for. Morten er nemlig en vellidt, arbejdsom og pålidelig lokalpolitiker, der via sit store og brede netværk har fingeren på pulsen. Og så er han altid åben og ærlig om, hvad vi kan og bør gøre ved de ting, vi arbejder på at forbedre,” siger Søren Normann Sørensen, der er lokal formand for Det Konservative Folkeparti i Solrød Kommune.
Den tidligere borgmesterkandidat, Jan Færch, udtaler:
“Jeg synes, at posten som borgmester skal bestrides af en, der brænder for lige præcis det job. Det vil jeg ikke gøre. Jeg er glad for mit job og ønsker ikke at bytte det til en borgmesterpost. Så det mest reelle vil være at give stafetten videre til Morten her i god tid inden valget,” siger Jan, der med glæde fortsætter sit arbejde i både partiet og byrådet.
Målet er at fortsætte fremgangen
Morten Scheelsbeck har boet i kommunen i 14 år, arbejder med kommunikation til daglig, er far til tre børn (på 6, 8 og 10, der går på Uglegårdsskolen) og gift med Mia. Hovedpersonen selv glæder sig til at forsøge at løfte Det Konservative Folkeparti yderligere i forhold til fremgangen fra sidste valg:
”Jeg har siddet i byrådet hen over et par perioder nu, og det giver mig selvfølgelig mod på at række ud efter endnu mere indflydelse. Vi er kommet et godt stykke fremad de senere år, hvor vi blandt andet har leveret på både børn og unge og på kultur og fritid,” siger Morten Scheelsbeck og fortsætter:
”Men jeg kunne godt tænke mig at sætte mere skub i eksempelvis planerne om senior- og ældreboliger, som der er blevet talt meget om, men hvor der ikke er sket så meget. Det var bare for at nævne en enkelt mærkesag, men vi kommer selvfølgelig med et fuldt politisk program til næste år. Nu skal vi i gang med at samle et stærkt kandidathold og få en masse konkret politik på hylderne, så vælgerne kan se, hvad de kan få med os.”
Bestyrelsens indstilling skal nu officielt godkendes på en generalforsamling i januar, hvor også resten af den konservative liste med byrådskandidater skal behandles.