Konservative støtter det kommende boligbyggeri Green Hills

Efter et langt – og turbulent – forløb om Transport- og Logistikcenteret i Erhvervskilen (indrømmet, informationsniveauet kunne have været langt bedre), præsenteres nu planerne for boligbyggeriet ”Green Hills” på Cordoza-grunden, med 100 siders beskrivelser, tegninger og infovideoer. Med andre ord alt det, debatten om Erhvervskilen savnede fra starten af. I Konservative synes vi, at det er en rigtig god start.

Planerne går ud på at bygge ca. 290 lejeboliger og 55 seniorandelsboliger (til fornuftige priser) på grunden. Det harmonerer perfekt med Solrød Kommunes netop vedtagne boligstrategi med ca. 80 % ejerboliger og 20 % leje- og andelsboliger.

Seniorandelsboligerne er forbeholdt borgere over 55 år, der ønsker sig en aktiv og social tilværelse, hvor de kan dyrke fællesskaber i en eksotisk vinterhave med masser af grønne områder og et temperaturstyret middelhavsklima.

Samtidig vil boligerne danne en flot ”byport”, når man kommer fra Køge-siden.

Det er klart, at et så stort projekt vil vække mange følelser, især hos dem, der har boet i Solrød i flere årtier (undertegnede hører selv til i 20-30 års-segmentet). Måske vil de endda slå syv kors for sig og udråbe Cordoza-grunden til en naturperle, grøn plet og et rekreativt område, hvis lige man sjældent har set. Det er dog på ingen måde tilfældet. Desuden er det ingen hemmelighed, at kommunen er ved at løbe tør for byggegrunde. Løsningen er derfor at bygge opad.

I Konservative mener vi, at Solrød også må bidrage til udviklingen inden for erhverv, arbejdspladser, boligudbygning og grøn energi. Det er ikke kun nabokommunerne, der skal påtage sig disse opgaver. Samtidig er vi nødt til at sikre penge til daginstitutioner, skoler, ældrepleje og den nødvendige infrastruktur. Salget af Cordoza-grunden sikrer netop ekstra penge til disse tiltag.

Alt i alt er ”Green Hills” særdeles spændende, og vi glæder os til at se det stå færdigt – til gavn for både nuværende borgere i kommunen og for tilflyttere.

Læs mere om projektet på kommunens hjemmeside: https://www.solrod.dk/…/solroed-faar-markant-vartegn-unikt-…

Med venlig hilsen
Hans Odder
Gruppeformand for Konservative i Solrød

Illustration: Danielsen Architecture