Morten Scheelsbeck gør comeback I byrådet

Den 1. marts er den konservative Morten Scheelsbeck tilbage i byrådet i Solrød Kommune, fordi Hans Odder trækker sig og stopper sin lokalpolitiske karriere efter 12 år. Scheelsbeck bliver byrådsmedlem og desuden fast medlem af Familie- og Uddannelsesudvalget, som han også tidligere har siddet i frem til seneste valg.

“Jeg glæder mig enormt meget til at tage endnu en tørn i byrådet. Jeg har jo prøvet det i fire år tidligere, så jeg ved, hvad jeg går ind til. Det er sjovt og spændende, og Det Konservative Folkeparti er jo et parti på vej frem, og vi oplever både en stigende interesse og flere medlemmer, og det er fedt at være en del af,” siger Morten Scheelsbeck, der også er opstillet til byrådsvalget til november på den konservative liste.

Stort fokus på børn, unge og familiepolitik
Morten Scheelsbeck er 38 år og har boet i Solrød Kommune i 10 år. Han er uddannet journalist og arbejder til dagligt med medierådgivning for en række danske virksomheder og organisationer. Og så har han tre børn på 2, 4 og 7 år, og de vil være blandt hans primære drivkræfter i det politiske arbejde, fortæller han:

“Mit politiske fokus vil helt klart og helt logisk være på dagtilbuds- og skoleområdet, fordi jeg selv har børn i både dagpleje, børnehave og folkeskole her i byen og derfor kender området ‘indefra’. Jeg går meget kort sagt ind for frihed og ansvar til de enkelte institutioner, kortere skoledage, så børnene har tid til sport og leg, og generelt fokus på forældreinddragelse.”

En klassisk, borgerlig familiefar
Selvom det primært er familiepolitikken, der driver det nye konservative byrådsmedlem, lover han, at der også vil være rigelig tid og plads til andre politiske områder:

“Jeg er vel dybest set ‘blot’ en helt klassisk, borgerlig familiefar fra forstaden. Jeg er tilhænger af lov og orden, lavere skatter på bolig og arbejde, bedre kultur- og fritidsmuligheder, virksomhedernes muligheder for at skabe vækst og lokale arbejdspladser og generelt mest mulig frihed og ansvar til og inddragelse af Solrød-borgerne selv.”

Scheelsbeck vil fra 1. marts udgøre den konservative gruppe i byrådet sammen med Jan Færch, som partiet har valgt som borgmesterkandidat og ny gruppeformand.