Folkeskolen er nok kommunens vigtigste opgave, da det er her, alle møder hinanden på kryds og tværs af sociale og geografiske skel. Vores folkeskoler er gode, men de kan blive bedre.
En forrygende folkeskole er en investering i samfundets fremtid – for det er vores børn og unge, der skal forme fremtiden og sikre, at vi har råd til den velfærd, vi er så glade for i Danmark.
Mere faglighed i folkeskolen
Faglighed er med til at forme de muligheder, som vores børn får senere i livet. Uanset om man gerne vil læse på universitetet eller være håndværker, skal man have mulighed for at opfylde sin drøm. Det begynder med mere faglighed i folkeskolen, så vores børn kan blive de bedste til det, de drømmer om.
Derfor vil vi blandt andet holde fast i at give karakterer, så man kan bevise, hvor dygtig man er, og vi støtter niveauinddeling, så alle elever kan få den bedst mulige og mest målrettede undervisning.
Mere tid til familien i hverdagen
Børn skal have tid til fritid. Uanset om det gælder den lokale fodboldklub eller spejderforening, så skal dit barn ikke forhindres i at have fritidsinteresser på grund af unødvendigt lange skoledage. For foreningslivet kan give noget, som skolen ikke kan tilbyde. Og familien skal have mere tid sammen. Samtidig har de lange skoledage i folkeskolen hverken medført højere karakterer, eller at eleverne klarer sig bedre i de nationale test.
Derfor vil vi gøre skoledagene kortere, og vi vil afskaffe de tvungne lektiecaféer.
Skoler uden mobning
Børn skal være glade og have overskud til at lære. Det kræver en folkeskole, hvor vi slår hårdt og hurtigt ned på mobning, for ingen børn skal gå grædende hjem fra skole.
Derfor vil vi give vores skoler ret til at bede forældre om at hente deres børn, hvis de bidrager til mobning og dårlig trivsel.
Vi vil øge fokus på og brugen af skolernes antimobbestrategier, der også skal omfatte digital mobning.