Lokale konservative i Solrød stiller med nyt og frisk formandsteam

Det Konservative Folkeparti i Solrød Kommune afholdt tirsdag generalforsamling på rådhuset. Der var flot fremmøde, smørrebrød og livlig politisk debat, og foreningen valgte ny formand og næstformand for de kommende års arbejde.

Nyvalgt formand blev Søren Normann, og Jan Færch, der i dag også sidder i byrådet for partiet, blev valgt som næstformand.

”Jeg er glad for at være en del af et meget seriøst, sagligt og pragmatisk parti, der grundigt og stabilt arbejder for konkrete resultater for kommunens indbyggere. Vi har en dygtig byrådsgruppe og en dynamisk og stærk bestyrelse, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med både den organisatoriske og den politiske del,” siger Søren Normann.

På generalforsamlingen blev de fremmødte enige om at få nogle gode politiske debatarrangementer arrangeret i løbet af året, og så blev det selvfølgelig også drøftet, hvad partiet skal fokusere sit politiske arbejde med i byrådet.

”En af de ting, vi var enige om, var, at vi skal speede op for indsatsen for flere seniorvenlige boliger her i kommunen. Det har alle talt om længe, men vi har ikke for alvor lykkedes med det endnu, men det kommer vi til at gå dybt ind i med det samme,” siger Jan Færch, der også fremhæver byudvikling og klimasikring som emner, Det Konservative Folkeparti vil have fokus på i 2024.